Hvornår kan jeg gå på pension?


Pensionsalderen stiger løbende. Folkepensionen er aktuelt 67 år, men er du født i 1963 eller senere, er din pensionsalder højere.

Hvert femte år vurderer Folketinget, om danskernes folkepensionsalder skal stige. Folkepensionsalderen beregnes på grundlag af udviklingen i den forventede levetid. Den beregnede folkepensionsalder skal dog vedtages af Folketinget, før den får virkning.

Er du født før 1971 er din pensionsalder allerede fastlagt. I skemaet herunder kan du se din folkepensionsalder, som reglerne er i dag:

Hvornår er du født?Din folke­pensions­alder
Før 30. juni 1955Du har opnået din folkepensionsalder
Mellem 1. juli 1955 og 31. december 196267 år
Mellem 1. januar 1963 og 31. december 196668 år
Mellem 1. januar 1967 og 31. december 197069 år

Er du født efter 1970?

Er du er født senere end 1970, vil din folkepensionsalder sandsynligvis stige yderligere. I 2024 skal Folketinget nemlig beslutte, om pensionsalderen skal hæves igen, som følge af længere levetider. Forventningen er, at den her vil blive hævet til 70 år, hvis du er født efter 1970.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har foretaget et skøn, af folkepensionsalderen fra 2035 og frem, baseret på DREAMs og Danmarks Statistiks prognose for udviklingen i levetiden.

Er du født i 1971 eller senere, kan du se din forventede folkepensionsalder i skemaet herunder:

Hvornår er du født?Din folke­pensions­alder
Mellem 1. januar 1971 og 31. december 197470 år
Mellem 1. januar 1975 og 31. december 197871 år
Mellem 1. januar 1979 og 31. december 198272 år
Mellem 1. januar 1983 og 30. juni 198772,5 år
Mellem 1. juli 1987 og 31. december 199173 år
Mellem 1. januar 1992 og 30. juni 199673,5 år
1. juli 1996 eller senere74 år

Hvornår kan du få din egen opsparing udbetalt?

Med en pensionsordning, som du har privat eller via dit arbejde, får du fleksibilitet til at gå på pension før tid.

Hvis din pensionsopsparing er oprettet før 1. maj 2007, kan du begynde at få den udbetalt, fra du fylder 60 år. Det gælder, uanset hvor meget folkepensionsalderen når at stige frem mod tidspunktet for din pensionsudbetaling.

Hvis din pensionsopsparing er oprettet før 31. december 2017 (men efter 1. maj 2007), kan du begynde at få den udbetalt fem år før den gældende folkepensionsalder.

Er din pensionsordning oprettet 1. januar 2018 eller senere, kan du begynde at få din pension udbetalt tre år før den gældende folkepensionsalder. Hvis din folkepensionsalder ender med at blive 70 år, kan du altså starte med at få din egen pension udbetalt, fra du fylder 67 år uden at skulle betale strafskat til staten for tidlig hævning af din pension.

Du kan tage retten til tidlig pension med dig

Hvis du har en pensionsordning fra før 1. maj 2007, kan du tage din ret til at få pension som 60-årig med dig videre til en ny ordning i et andet pensionsselskab. Det sammme gælder, hvis din pensionsordning er fra før 1. januar 2018, hvor du kan tage ret til at få den udbetalt fem år før din folkepensionsalder med dig til et andet pensionsselskab.

Det er dog vigtigt at din pensionsordning med 60-års eller 3 år før folkepensions-rettigheder overføres korrekt, da du ellers kan risikere at miste din værdifulde ret til tidlig pensionsudbetaling uden strafskat.

Du bør derfor altid sikre dig, at du altid har dét pensionsselskab og produkt, der giver dig de bedste forudsætninger for, at få flere penge til dig selv, når du går på pension, uden at risikere, at du skal vente længere end højest nødvendigt før du kan få opsparingen udbetalt.

En mulighed for tidlig påbegyndelse af penionsopsparingen kan være en værdifuld mulighed. Hvis du har spørgsmål til hvordan denne ret til tidlig pensionsudbetaling beskyttes, kan du tage kontakt til Pensionseksperten, som kan hjælpe dig med at overføre din pensionsopsparing til et nyt selskab, og bevare retten til tidlig pensionsudbetaling uden strafskat.