I investorkredse lyder det, at »aktiemarkedet tager trapperne op og elevatoren ned«. Alle som har investeret igennem hårde kriser vil forstå betydningen af dette udtryk, da afkast opnået gennem flere år kan forsvinde over få dage og uger.
De største aktiefald har altid været afslutningen på en periode med historisk store stigninger, og kan derfor, i en større kontekst, blot ses som naturlige korrektioner i en generel trend mod større og større økonomisk velstand i samfundet.
Denne artikel vil redegøre for nogle af de mest ekstreme markedskorrektioner igennem de seneste 100 år og samtidig se på hvor hurtigt markedet kom sig efter korrektionerne.
Det er værd at bemærke at langt de fleste store aktiefald bliver efterfulgt af en relativ hurtig bedring og til nye opgangstider. Ofte er markedet kommet sig inden for få år.
Fælles for de store markedskorrektioner er at de blev skabt af store forudgående opgangstider, som alle førte til overdreven optimisme, for høj belåning (ofte til spekulation) og til en afkobling fra den historiske gennemsnitlige værdiansættelse på aktier og andre risikoaktiver.
Oktober 1929 begyndte et af de største aktiemarkedsfald i moderne tid. Det skete da et helt årtis aktiekursstigninger løb tør for brændstof, og de nærmest uafbrudte stigninger i stedet blev erstattet af en stemning af depression og frygt.
Investorerne var meget optimistiske mod slutningen af 1920’erne efter et fantastisk årti, og det resulterede i at for mange mod slutningen af årtiet havde belånt deres køb af aktier. Dette medførte at mange gik konkurs, da markedet vendte og kursstigninger blev erstattet af hurtige og store kursfald. Her blev mange tvunget til at sælge deres aktier fordi deres egenkapital ikke længere kunne agere sikkerhed for de lånte midler.
Det store aktiefald startede d. 24 oktober 1929, i dag er dagen kendt blandt investorer som ’Black Thursday’ og allerede d. 29 oktober 1929 (en uge senere) var aktiemarkedet faldet med c. 25% fra toppen. Aktiemarkedet faldt hele 12,82% alene på den fjerde dag af aktiefaldet (i dag kendt som ’Black Monday’).
De største éndagsstigninger sker også ofte under krisetider på aktiemarkedet eksempelvis d. 15 marts 1933 hvor aktiemarkedet steg hele 15%.
Den samlede aktiekorrektion i et af de ældste og mest kendte amerikanske indeks ’Dow Jones Industrial Average’ var på hele 90% fra top til bund. Det tog aktiemarkedet ca. 23 år at opnå en ny ’All time high’ hvilket skete i 1955.
Aktiefaldet i 1929 til 1932 er speciel i forhold til de andre store markedskorrektioner de seneste 100 år i forhold til håndteringen af krisen fra staternes og centralbankernes side. Centralbankerne og staterne reagerede dengang ikke prompte i forhold til finanspolitiske og pengepolitiske lettelser. Det medførte en forlænget krise i forhold til kriserne i nyere tid - hvor disse kriser har været relativ korte og hvor markedet hurtigt er kommet sig igen fordi virksomhederne og det finansielle system er blevet hjulpet. Arbejdsløsheden under ’Den Store Depression’ nåede helt op på 25% i USA.
Aktiemarkedet faldt den 19 oktober 1987, på dagen som blev kendt som ’Black Monday 2nd’, med hele 22% på én dag. Dette er fortsat det største kursfald på én enkelt handelsdag på det amerikanske marked nogensinde.
Det store kursfald menes i dag bl.a. at være blevet skabt af spekulation i form af belåning til køb af aktier. Det var dog ikke den eneste spekulative formodede årsag til faldet, som var relateret til belåning. I årene op til kursfaldet var der også sket en høj grad af belåning af virksomheder i gearede virksomhedsopkøb såkaldte ’Leveraged Buy Outs’, hvor virksomheder blev opkøbt primært med lånte penge i stedet for med køberens egenkapital.
Det store fald den 19 oktober 1987 fik investorerne til at gå i panik og flere og flere investorer solgte ud i ren og skær frygt over om kurserne skulle fortsætte endnu længere ned. Dette fortsatte indtil indekset var nede med 22%.
Aktiefaldet i 1987 skabte det som i dag er kendt som ’Circuit Breakers’ på børsernes handelsplatforme, hvor aktiemarkedet automatisk lukkes midlertidigt ved store negative kursudsving (første stop sker ved 7%, andet stop sker ved 13% og tredje stop sker ved 20% herefter lukket markedet helt for dagen) – disse automatiske stop er indsat således investorerne kan nå at tænke sig om og absorbere de nyheder som udløser aktiefaldende i stedet for at de panikker og sælger alle deres aktier – og dette til hvilken som helst pris som de kan opnå i markedet.
Det tog det ledende amerikanske indeks ca. 2 år at indhente det tabte fra tabet i 1987. Det tog dog ca. 4 år før der blev sat en ny ’all time high’.
Visse korrektioner sker lynhurtigt, ligesom aktiemarkedsfaldet i 1987, andre aktiefald tager længere tid om end faldene på aktiemarkedet altid går meget hurtigere end de forudgående aktiestigninger.
Aktiekorrektionen ramte hele markedet men særlig IT-aktierne blev hårdt ramt i årene 2001 og 2002. Faldende skete efter et årti med utrolige afkast på IT-aktier og med helt nye påståede tilgange til værdiansættelse af disse aktier, som investorerne på daværende tidspunkt mente skabte et ’nyt normal’ som retfærdiggjorde fortsatte opkøb til opskruede værdiansættelser - eksempelvis antallet af kliks på hjemmesider, antallet af besøgende, antallet af medlemmer etc. Det viste sig at der ikke var noget nyt under solen og at det i sidste ende fortsat er selskabernes evne til at generere fremtidige overskud og udbytter til aktionærerne som afgør værdiansættelsen. Da investorerne begyndte at indse dette startede en stor markedskorrektion.
I årene 2001 og 2002 faldt den IT dominerede børs Nasdaq fra indeks 5.000 til indeks 1.000 et fald på hele 80%. Dette blev et brat ’Wake up call’ for de investorer som havde troet på ’et nyt normal’.
Det tog S&P 500 (største 500 amerikanske selskaber) indekset ca. 5 år at sætte en ny ’All time high’, Nasdaq 100 indekset (største 100 selskaber på Nasdaq) skulle bruge ca. 16 år (2017) på at sætte ny ’all time high’.
Mange ved formentlig ikke hvor tæt det finansielle system var på at kollapse i 2008. Wall Street investorers grådige spekulation bragte næsten den globale økonomi i knæ.
Spekulationen var denne gang i realkreditobligationer til folk med meget lav kreditværdighed. Disse fik lov at købe huse og lejligheder langt udover deres realistiske betalingsevne. Realkreditobligationerne blev herefter lagt sammen i investeringsfonde, med både gode og dårlige betalere, og solgt til diverse investorer, så risikoen blev løftet fra bankernes egne bøger. Bankerne fortsatte derfor med at lave nye lån med henblik på gentagne videresalg til private investorer, pensionsselskaber og andre investorer som havde risikoappetitten til at aftage disse strukturerede produkter. Produkterne var svært gennemskuelige hvilket var til gunst for sælgerne (som nemmere kunne skjule dårlige lån) og til ugunst for køberne (som troede risikoen var væsentlig lavere end den reelt viste sig at være).
Det største fald under ’Den Store Recession’ skete d. 15 oktober 2008, hvor S&P 500 indekset tog et af de største fald i indeksets historie på hele 9%.
De store amerikanske indeks faldt samlet ca. 55% i perioden fra oktober 2007 til marts 2009.
Løsningen på ’Den Store Recession’ blev en koordineret indsats fra mange af verdens centralbanker med opkøb af dårlige lån og frigivelse af likviditet til banker og finansielle institutioner samt fra verdens regeringer, som kom med store hjælpepakker til det finansielle system samt til berørte virksomheder. På trods af en hidtil uset grad af støtte til banker og virksomheder blev enorme værdier destrueret under krisen og arbejdsløsheden steg betragteligt i 2009 og 2010 (ca. 10% i USA).
I de efterfølgende aktiestigninger fra marts 2009 og frem tog det 5 år før de ledende aktieindeks igen satte nye ’all time highs’ om end det meste af aktiefaldet fra krisen i 2008-2009 var hentet ind allerede efter 2 år.
At det finansielle system og verdens økonomier kom sig så hurtigt sammenlignet med ’Den Store Depression’ skyldes i høj grad centralbankernes og staternes aktive involvering i af afbøde krisen mest muligt.
Det er, grundet de gode erfaringer fra den seneste store markedskorrektion og recession, forventeligt at lignende tiltag vil ske fra centralbankernes og staternes side næste gang verden oplever en finansiel krise. Dette bør medvirke til at holde markedskorrektionerne så korte som muligt.
Det er nogle gennemgående temaer ved de historiske kriser, når man ser nærmere på de bagvedliggende årsager til hvorfor disse er opstået. De er sket på bagkant af en årrække med store kursstigninger og en gradvist øget grådighed og spekulationslyst med lånte penge kombineret med værdiansættelser som kommer ude af trit med de historiske gennemsnitsniveauer (som må antages at være rimelige niveauer).
Selve timingen af hvornår en krise skal materialisere sig er meget svær. Markedet kan forblive ude af trit med historiske værdiansættelser i årevis, hvor man går glip af meget store aktiestigninger hvis man står på sidelinjen (kursstigningerne er ofte meget høje i de sidste år af opgangstider - før starten på en krise).
Der er i nyere tid blevet implementeret en række beskyttende initiativer såsom ’Circuit Breakers’, centralbanks koordinering af indsatser samt statslige hjælpepakker til virksomheder og lønmodtagere. Dette har medvirket til at beskytte det finansielle system og forkorte kriseperioderne.
Når man som investor uundgåeligt gennemgår en større markedskorrektion er det vigtigt at bevare roen og fokusere primært på at tilpasse risikoen (hvis denne har været højere end den burde). Herefter kan man med fordel minde sig selv om at alle tidligere kriser (i nyere tid) har vist sig at være relativt hurtigt overstået, og faktisk har vist sig at være en rigtig god mulighed for at foretage langsigtede investeringer i kvalitetsselskaber og aktiver.
Som Warren Buffet, den legendariske amerikanske milliardær, er citeret for at sige:
“Det handler om at være grådig når andre er frygtsomme og at være frygtsom når andre er grådige.”
Det er dog nemmere sagt end gjort og det går stik imod de fleste menneskers naturlige indskydelse. De fleste mennesker ønsker at sælge når markedet falder og købe når markedet stiger. Det er dog logisk, hvis vi ser bort fra selskaber som er ved at gå konkurs, at aktier bør blive mindre og mindre risikable som aktiekurserne bliver lavere og lavere. Konkursrisikoen kan i øvrigt nemt fjernes fra en investors portefølje, da man blot skal sikre at investere i mange aktier på samme tid eller via et aktieindeks. På denne måde har man let og billigt diversificeret (spredt) risikoen forbundet ved at investere. Man er dermed sikker på at tage del i de nye opgangstider, og genvinde det tabte, når disse indfinder sig efter krisen.
Store aktiekorrektioner minder os om vigtigheden af at være påpasselig med porteføljer, som ikke er tilstrækkelig veldiversificerede samt om farerne ved brugen af kredit til køb af aktier og andre værdipapirer. Kredit er problematisk i nedgangstider, da det øger tabenes størrelse for den enkelte investor samt kan medføre at man som investor bliver tvunget (af långiver) til at sælge på det mest ugunstige tidspunkt (omkring bunden af markedskorrektionen).
Det minder os også om vigtigheden ved at tilpasse risikoen til pengenes horisont. For pensionsmidler, som først skal bruges om mange år, kan man naturligt bære en større risiko (dvs. tåle større udsving på kort sigt), da man har tid til at drage fordel af de efterfølgende opgangstider (som fødes af markedskorrektionen).
Hvis pengene har et kortere sigte (eksempelvis er indkomstbeskattede midler med et specifikt opsparingsformål – eksempelvis køb af rejser, tasker, smykker, gaver, et stort arrangement etc.) minder markedskorrektionen om at man måske har båret for stor risiko. Dette er typisk affødt af grådigheden som opstår i de gode tider. Problemet er at man ikke nødvendigvis med disse ’korte penge’ har tiden til at vente på de efterfølgende opgangstider, og man dermed kan blive tvunget til at tage et permanent tab på sine investeringer.